Berlin Maraton 28. september 2003 – MaratonKongernes Debut

Tilbageblik – hvordan det startede – før det var blevet helt moderne at løbe maraton

Efter rigelige mængder rødvin og øl var tiltroen til egen formåen i top. Hvor hårdt kunne det lige være at løbe et maraton? Forberedelserne var dermed godt i gang. Og motivationen blev sikret, da to af herrernes bedre halvdel ytrede sig stærk tvivlende på deres husbonds’ fysiske formåen til at fuldføre en maraton. Aftalen blev forseglet med et væddemål og et passende (sent) løb blev valgt. Valget faldt på Berlin maraton i slutningen af september. Dernæst var det blot at komme i gang med træningen.

MaratonKongernes udsending var med på sidelinjen. Følg her de tre maratondebutanter i deres kamp med tiden, kroppen og dem selv i en reportage fra deres første maraton tilbage i 2003.

Fredag 26/9 – 2003

Simon, Jimmy og Jan er på vej til Berlin for at løbe deres første maraton. Under busturen mod Berlin bliver den aktuelle form diskuteret. De har alle fulgt et sidste intensivt fem ugers træningsprogram med relativt få km og knap så mange lange ture, der til gengæld har været presset ind i de sidste uger op til maraton. Måske ikke helt optimalt. Derfor har de for en sikkerheds skyld fået testet deres fysiske biorytmer, der er overraskende ens:

Din fysiske biorytme har krydsdag. Derfor, pas på! Udvis stor forsigtighed og agtpågivenhed vedrørende alle fysiske udfoldelser. Din fysiske energi og formåen kan svinge fra det ene yderpunkt til det det andet på ganske kort tid.

Trekløveret vælger at tolke det som om de kan forventes at være på toppen i løbet – men udmattet bagefter. Specielt Jan og Jimmy fremhæver desuden, at de er kommet noget sent i gang med løbetræningen og derfor døjer med flere overbelastningsskader. Jan har som følge af problemer med mangelfuld træning, hold i ryggen og dårlige knæ opsøgt en healer, der kan oplyse, at han desuden vil komme til at døje med ømme skinneben undervejs i løbet. Jimmy har derimod konsulteret en bog om emnet, og kan slå op på flere sider og nikke genkendende til symptomer på træthedsbrud på skinneben, flossede achillesscener og lyskebrok. Jan og Simon bliver dog noget overrasket da Jimmy lidt senere på busturen udmelder:

Jeg regner med at løbe på ca. 3½ time, henvendt til et par unge kvinder, der netop har fortalt om deres maratonløb på den kinesiske mur.

Lørdag 27/9 – 2003

Morgenmaden bliver udskudt lidt, da Simon ikke vil forlade værelset, før han har registreret den laveste hvilepuls. Et par timer senere kommer han dog alligevel med ud på den sidste træningstur. Herefter benyttes tiden til at slentre rundt i Berlin, ligesom depoterne fyldes op med rigelige mængder ris og pasta. Og for Jimmys vedkommende store mængder kaffe, efter det for nylig er fjernet fra dopinglisten.

Men, hvorfor skal I altid have dessert efter måltiderne? Og er det ikke uhensigtsmæssigt at drikke øl så kort før løbet?, spørger reporteren.

Æhh.. is er meget godt til at kapsle maden lidt ind, så man bevarer næringsstofferne optimalt frem til løbet, forsøger Jan sig med og tager endnu en bid af trøffel isen. Og det er jo ikke sikkert, at vi kan være så heldige at finde et sted igen, hvor de serverer Berliner Pilsner, supplerer Simon.

Søndag 28/9 – 2003

I flot solskin er det et imponerende skue da de ca. 35.000 løberne løber af sted søndag morgen som en massiv farverig menneskelig bølge op mod ‘die Siegessäule’. Unægtelig noget af en udvikling fra det første maratonløb i Berlin i 1974 med blot 286 startende løbere.

Langs hele ruten står hujende, klappende, fløjtende, flagviftende og udklædte tilskuere, som til tider skaber en infernalsk larm, der går lige i blodet på både udøvere og tilskuere. De mange entusiastiske tilskuere og 60-65 bands er dermed med til at skabe en fantastisk kulisse. Udøverne bliver nærmest båret gennem 30 års jubilæumsruten, der fører gennem Berlins historiske monumenter. Sådan ser det i hvert fald ud til fra sidelinjen, hvor reporteren har slået sig sammen med en af de mange grupper af tilrejsende danskere klædt i rødt og hvidt, mens de hujer og jubler hver gang en løber med rød-hvid løbetrøje med Danmark trykt på brystet passerer.

Fra startområdet begiver reporteren sig hen imod ‘der Fernsehturm’, den første alvorlige prøve for trekløveret efter 11 km. Lidt over en time efter de blev sendt af sted, passerer Simon og Jan side om side, mens de fortsat prøver at siksakke sig længere frem fra den bagerste del af feltet, der først passerede startlinjen 15 minutter efter de første løbere. Men Simon insisterede på at starte bagerst med begrundelsen:

– Det er meget godt psykisk, at man har en del at overhale undervejs. Ja, og så vil jeg ikke risikere at blive overhalet af en pige undervejs..

Godt og vel fire minutter senere passerer Jimmy ligeledes. Til alt held ser de alle tre ud til at have fundet en god rytme, og afstår fra fristelsen til at dreje af ved 11 km skiltet ved det nærliggende hotel.

Herefter bevæger reporteren sig imod ‘Platz am Wilden Eber’ ved 27 km. mærket, hvor John F. Kennedy d. 26. juni 1963 udtalte de nok så berømte “Ich bin ein Berliner”. Reporteren underrettes via sms om halvmaraton tiderne for trekløveret, og det ser stadig fornuftigt ud. Simon og Jan følges fortsat og passerer i 1:58:41, kort efter forhåndsfavoritten kenyaneren Paul Tergat netop har sat ny verdensrekord i 2:04:55 minutter! Godt otte minutter senere passerer Jimmy, nogenlunde samtidig med den første kvindelige løber ankommer i mål området.

Hjemme på redaktionen følges løbet desuden direkte på den officielle Berlin Maraton hjemme-side, hvor man kan følge de enkelte løberes placering på ruten. Herfra ringes der bekymret op til reporteren. Jan er vist helt sat eller udgået. Ud for hans prik står nu:

“Er bist jetzt am den berucktene fünfundzwanzig km. Hügel (red.: = bakke) und hat gar nicht in fünf Minuten gelauft…”.

Idet Simon passerer angiver han med fagter, at Jan angiveligt måtte stoppe for ‘at puste grise op’ efter indtagelse af lidt for mange bananer. Cirka fem minutter senere løber Jan rigtignok forbi, tydeligvis lettet efter sin ‘pause’..

Efter 32 km. følger ruten Kurfürstendamm op mod ‘die Gedächtniskirche’ – og flere løbere ser efterhånden lige så medtaget ud som den sønderbombede kirke. Her er det passende at opmuntre med et par ord fra sidelinjen:
– “Smerter er kun noget man har i hovedet” – (citat Jægersoldat B.S. Christiansen).

Få kilometer senere passeres ‘Nationalgalerie und Philharmonia’, hvor musikerne med klassisk musik forsøger at opmun-tre til det sidste stykke. Simon stopper op et kort øjeblik for at nyde musikken ved vejkanten.

Mutti, der Mann steht und pinglen (red.: = tisser), udbryder en lille pige, mens hun peger på Simon.

Herfra følger ruten Potzdamer Platz og Gendarmenmarkt. Den skønneste plads i Berlin, selvom det nok kan være lidt svært at påskønne for alle løbere. Da ‘Berliner Dom’ passeres, mangler blot det sidste maleriske stykke via ‘Unter den Linden’ op mod Brandenburger Tor. Opbakningen fra de mange tilskuere er overvældende og inspirerer flere til at sætte den sidste spurt ind. Andre vælger i stedet at nyde det sidste stykke og gå langsomt op mod målet. Flere udøvere vælger sågar at finde på sjove gang- og løbearter for at underholde publikum..

Trekløveret kommer alle i mål afsluttende med en fin finish lige under de fire timer i henholdsvis 3:55:45, 3:59:35 og 3:75:16 – blot en anelse senere end Paul Tergats nye verdensrekord.

– Det er vigtigt at man tager sig tid til at nyde løbet, pointerer Jimmy, efter at have reflekteret over en fantastisk oplevelse. Jeg kunne sagtens have løbet meget længere. Benene har det meget godt!

Grimassen ændres dog noget da de forsøger at bevæge sig væk fra målområdet. Simon må opgive at strække ud, da han begynder at få kramper. Jan forsøger derimod at lave solhilsener og andre yoga øvelser, mens flere betragter ham undrende. Simon og Jan humper herefter over til massageområdet mens Jimmy foretrækker at vende direkte hjem til hotellet. Om aftenen er de fortsat nogenlunde friske – lige indtil de møder de første trapper for at komme med ‘U-Bahn’ til sejrsmiddagen.
Det sidste reporteren hører fra trekløveret er dog alligevel:

Hvornår skal vi løbe næste maraton?