I løbet af sommeren og efteråret dalede formen, hvorfor jeg ikke var motiveret til et efterårsmaraton. Men jeg lod alligevel lokke til at tage med til Göteborg maraton. Vi ankom fredag aften, hvor der samtidig var afgørende VM kvalifikationslandskampe. Sverige skulle helst vinde over Østrig for at bevare chancen for at kvalificere sig til VM. Dermed kunne end ikke den mindste skærm i det fjerneste hjørne på sportsbaren stilles til at vise Danmark mod Italien. Den gode stemning blev dog mere og mere afdæmpet, da Østrig havde overtaget og også kom foran 1-0. Det virkede ikke til, at svenskerne rigtig troede på det. Men så fik Sverige alligevel udlignet og også scoret til 2-1. Svenskerne foran os sprang op i vild jubel, hvorved et par stole væltede bagover. Mit højre knæ kunne konstatere, at der faktisk var en overraskende god tyngde i disse stole.. Men en potentiel knæskade aftenen før maraton skulle dog blive en bagatel i forhold til nattens prøvelser..
Mine to værelseskammerater havde nemlig sat sig for at snorke igennem. Kun mellem 2 og 4:45 var der et roligt sovevindue denne nat. På dette tidspunkt kom nogle svenskere hjem fra bytur. Og det var formentlig deres fuldemandssnak, der straks fik Hans og Jimmy til at genoptage snorkeriet. Hermed opgav jeg at sove mere – og forsøgte i stedet at meditere lidt. Dog med begrænset succes, da jeg var noget irriteret over ikke at få sovet natten før et maraton.
Til morgenbordet hjalp et par kopper kaffe på hovedpinen. Kaffen kunne dog ikke afhjælpe, at jeg følte mig uendeligt træt med tunge ben.. Og dermed ikke just oplagt til at løbe 42,195km. Tempoet under mine træningsture indikerede, at formen var til at løbe et maraton på 3t05m. Jeg havde dog fire gange tidligere løbet hurtigere end det. Men når formen ikke helt var til det, ville jeg forsøge at satse på at vinde lidt via andre parametre…
I ugerne op til maraton havde der været en artikel om, at man ville kunne vinde helt op til 11 minutter ved at indtage den rigtige energi undervejs på maraton. Den videnskabelige baggrund og konklusionen virkede dog noget tvivlsom. Og nogen nyhed er det heller ikke, at det hjælper at indtage hurtige kulhydrater via eksempelvis gels. Derimod var det interessant at læse, at man kan udnytte, at kroppen har forskellige transportkanaler i mave-tarmsystemet, der kan forarbejde forskellige typer af kulhydrater. Ved at indtage f.eks. både fruktose og ikke kun glukose fra eksempelvis energigels, vil man kunne ‘optage’ mere energi undervejs i et maraton.
Jeg forsøgte derfor bevidst at ignorere, at jeg ellers altid plejer at have problemer med at indtage noget, når jeg løber – om det så har været nye energigels, energidrik, chokolade eller andet. Men nu var det på tide at gøre et nyt forsøg. Også selvom jeg ikke havde testet det under træningsture. Men ‘hvo intet vover..’. Og allerede nu kan jeg afsløre, at dette sats skulle få stor effekt!
Første led i strategien var en større morgenmad end jeg normalt indtager – med masser af æg. Herefter begav vi os af sted i god tid. Det var smukt vejr. Trods midt i oktober bød Göteborg på ca. 13 grader og flot solskin fra en skyfri himmel, med kun en let vind. Fra morgenstunden var det dog noget køligere, hvorfor jeg var iført en lidt alternativ løbeuniform (med en gammel smid-væk-bagefter-skjorte).
Det gik nemt og hurtigt at få udleveret startnummer i ’Friidrotten hus’. Vi kæmpede dog med at læse og forstå den svenske vejledning til et for os nyt chip system. Hans fik på effektiv vis omdannet sin til en meget minimalistisk chip, hvor overflødigt papir/klistermærke blev fjernet. Måske et forsøg på at vinde vigtige sekunder i ambitionen om at løbe på under 4:30? Desværre skulle det senere vise sig, at han hermed også effektivt havde demonteret chippens funktionsduelighed. En del timer fik Hans derfor ikke registreret nogen gyldig sluttid for sine anstrengelser.. På billedet kan I se, hvordan en korrekt påsat chip skulle se ud..
Som led i min plan om at indtage rigeligt med kulhydrater, spiste jeg et fladbrød og en banan lige inden start (selvom maven ellers virkede godt fyldt). Hernæst var det tid til at fokusere på næste punkt i planen.
I ugen op til maraton havde jeg fået en mail om, at jeg var degraderet fra M35 klassen til ‘motionist’ klassen, da jeg ikke var medlem af en gyldig løbeklub “.. som är ansluten till Svenska Friidrottsförbundet”. Det indebar, at jeg blev flyttet længere tilbage i startfeltet. Samtidig var der advaret om, at der kunne blive lidt trængsel, når vi forlod station og ruten indsnævrede sig til cykelsti.
Jeg havde derfor placeret mig længst fremme i motionistklassen i en af de yderste baner på atletik stadion. Planen var at forsøge at overhale så mange så muligt inden vi kom ud af stadion, så jeg ikke blev fanget bag langsommere løbere.
Og det gik forrygende. Jeg kom fint frem i feltet og havde ingen problemer med at finde en fin placering og komme til at løbe i mit eget tempo.
Kort efter gik det over en bro, hvorefter ruten drejede af, med et stykke ned af bakke (mens jeg tænkte, at den blev nok lidt drøj at komme tilbage op ad igen ved henholdsvis 20,5 og 41,5km). Men lige nu gik det jo forrygende. Jeg fik set på mit ur. Den første halve km havde jeg tilbagelagt på 1’45. Dermed var jeg allerede hele 21 sekunder foran tidsplanen. Det tegnede lovende. Et så stærkt udlæg ville helt sikkert komme mig til gode senere.. Jeg fik justeret tempoet ned til det planlagte på 4’10 min/km. Men allerede inden jeg passerede 2km skiltet begyndte jeg at føle, at benene var godt tunge. Måske var det alligevel ikke så smart med 500m sprint som opvarmning.. Som rutineret maratonløber lod jeg mig ikke gå på af det. Jeg holdt tempoet rimeligt, og havde fundet et par andre at følges med. Jeg blev dog lidt overrasket over, at det visse steder alligevel gik lidt op og ned, på den ellers lovede flade rute. Men smukt var det med solskin, svensk natur med klippesider og træerne iklædt efterårsfarver. 
5km blev tilbagelagt i 20’43 (4’09 min/km), så jeg holdt mig fint til tidsplanen. Ved 7,2km indtog jeg min første vandfortyndede energigel, som jeg tidligere har haft gode erfaringer med. Og ved depotet efter 8,4km snuppede jeg både et krus energidrik og vand. Herefter begyndte det at rumle betænkeligt i maven. Jeg forsøgte at aflede opmærksomheden ved at fokusere på naturen og de hurtige rulleskisløbere. Et noget uvant syn for en dansker.
Efter knap 9km nåede vi ud til vandet. På venstre side lå en golfbane med en fantastisk beliggenhed. Jeg blev muligvis bjergtaget af den smukke rute, så jeg uforvarende kom til at gå ned i tempo. Et par svenskere forsøgte at overdøve de mærkelige lyde fra min mave ‘Se Danskan, han filmar‘, mens jeg havde travlt med at panorere med kameraet for at få skudt nogle billeder ud over vandet. Herefter var mine to nye følgesvende meget snakkesalige.
Efter 9,8km kom den førende løber forbi i modsatte side. Jeg havde ‘kun’ 700meter til vendepunktet, så jeg lå tilsyneladende godt til på dette tidspunkt. Især da forfølgergruppe var et pænt stykke efter den førende. Jeg passerede ‘vändpunkt’ ved 10,5km ikke så langt efter forfølgergruppen og flere spredte løbere. Ved 10km var min splittid i øvrigt 42’07 (4’13 min/km), så det så fortsat rimeligt ud i forhold til at nå under tre timer.
Desværre troede jeg ikke selv længere på muligheden for at nå under tre timer. Maven gjorde fortsat vrøvl, og jeg havde nu mavekneb og lidt sidestik. Ikke gode tegn med mere end 30km tilbage. Det blev ikke bedre af, da det efter vendepunktet gik op for mig, at der nu var en let modvind. Jeg forsøgte lidt halvhjertet at holde tempoet. Men da jeg mentalt havde mistet troen på, at jeg kunne holde tempoet, forplantede det sig hurtigt til benene, der sagde ‘tak’ for i dag og droslede kadencen ned. Men i det mindste var udsigten til Skærgården hele turen værd. Nu var det bare med at tage den på rutinen hjem.
Efter ca. 11,5 km fik jeg hilst på Hans i modsatte side. Han så ud til at være overraskende godt løbende. Og lidt senere kom de forreste halvmaraton løbere, der var startet en halv time senere. Så var det spændende at følge, hvor meget de havde distanceret Jimmy. Jimmy havde døjet med lidt skader, og manglende træning, hvorfor han nøjedes med halvmaraton. Dermed havde han en gylden mulighed for første gang at komme i mål før mig! Og Jimmy så også ud til at være godt løbende. Vi havde dog så meget fart på, at kameraet ikke nåede at blive klar til at fange Jimmy på et snapshot.
Min tid ved 15km var 1’04’07 (4’15 min/km). Jeg havde forsøgt mig med en energigel mere. Jeg følte dog ikke just, at energien vendte tilbage. Men i det mindste var det ikke blevet værre med maven. Endnu..
Herefter var det bare med at nyde naturen og det gode vejr. Og så var der god mulighed for at følge udviklingen i fronten af løbet, mens jeg selv nærmede mig station. Den førende løbere var nu adskillige kilometer foran mig og havde også et pænt forspring til de næste løbere, der nu også kom en og en. Andreas McConville skulle senere komme i mål knap 14 minutter før nr. 2, med en tid på 2’27’34 (3’30 min/km – svarende til mit tempo på de første 500meter..). Respekt!
Jeg rundede første halvmaraton i relativt beskedne 1’31’41 (4’21 min/km). Nu skulle anden omgang bare overstås 😉 
Da jeg havde passeret ca. 24 km fik jeg hilst på Hans igen, og knap 3 km senere passerede Jimmy i modsatte side. Dermed manglede Jimmy lidt under 6 km. Og det skulle faktisk også lykkes Jimmy at komme i mål før Andreas McConville 😉 Jimmys halvmaraton tid blev 2’04’00 – dermed lykkedes det næsten for Jimmy at nå under verdensrekordtiden, der for nylig var blevet forbedret til 2’03’23 af Wilson Kipsang ved Berlin Maraton.
Det var først på dette tidspunkt, at jeg kom i tanke om, at jeg også havde medbragt druesukkertabletter. Jeg havde dog ikke lyst til at indtage noget overhovedet. Så min plan om at indtage en masse energi undervejs var i den grad slået fejl.. Jeg kunne i stedet virkelig godt bruge et toilet. Skal hilse og sige, at det ikke er så fed en løbeoplevelse at løbe de sidste 15km af et maraton med denne fornemmelse. Da jeg bestemt ikke turde slå en prut, gik tempoet endnu mere ned.. Det betød, at jeg blev overhalet af flere løbere, mens det var færre, jeg selv fik overhalet. Med maveproblemerne blev også noget sværere at sætte pris på ruten i det flotte efterårsvejr.
Meget af tiden havde jeg løbet i nærheden af en løber i grøn trøje. Vi havde allerede overhalet hinanden flere gange – og skiftedes til at løbe mest ujævnt..
Ved ca. 35 km var jeg nået op til ham igen og fik også overhalet ham. Herefter fik jeg dog mavekramper. Dermed blev det hans tur til igen at overhale mig.. Da jeg droppede sidste væskedepot, kunne jeg overhale den grønblusede løber en sidste gang.. Men det lykkedes ham alligevel at overhale mig og trække fra og komme først i mål 😉
Det var dejligt endeligt at komme i mål, hvor Jimmy var klar til at tage imod. Jeg var spændt på at få ‘Smörgås’. Den smagte fortrinligt, ligesom jeg også satte pris på ‘kanelbullar’ og en kop kaffe. Super forplejning i målområdet!
Min tid blev beskedne 3’12’20. Uret afslørede en gennemsnitspuls på 145, så det var jo bare blevet en lidt lang træningstur i langsomt tempo 😉 Mens Jimmy og jeg ventede på Hans, kunne vi bl.a. se nærmere på svensk løbetøjsmode og hente inspiration til udstrækningsøvelser.
Vi ventede spændt på Hans og spejdede efter ham i lang tid, mens tiden rundede de 4’30. Det havde ellers set lovende ud undervejs, men på løbets sidste tredjedel var Hans nok blevet straffet for manglende lange træningspas, samt for lidt væskeindtagelse undervejs. Jeg havde bevæget mig udenfor stadion for at få skudt lidt billeder af Hans de sidste 300meter mod mål. Hans virkede lidende og lidt opgivende inden vi nåede ind på stadion. Men pludselig satte han en spurt ind for at se, om han kunne ryste mig af. Og Hans var en yderst habil sprinter i sine yngre dage. Men som i kan se af billedcollagen nedenfor, blev alle billederne dog skudt for fra 😉 Men Hans demonstrerer, at han trods træthed og ømme ben fortsat kan bevare en god løbestil!
Hans chip virkede desværre ikke, men tiden skulle være lige omkring 4’52 – ikke mange minutter efter løbets to maraton kapgængere.
Efter løbet var det tid til en velfortjent fadøl!
Excel Your Run 