”Du kunne nu godt have gjort dig mere umage, når nu vi er taget så langt for at løbe!”. Sådan opsummerede Mette min præstation til det, der skulle have været min hurtigste og måske sidste maraton..
To måneder tidligere havde jeg løbet CPH halfmarathon – og forbedret min PR med knap to minutter til 1:21:54. Formen havde således aldrig været bedret. Jeg var derfor opsat på at finde et passende efterårsmaraton. Valencia maraton 15. november blev valgt, med gode chancer for optimalt løbevejr på en hurtig rute i en spændende by. Samtidig var der mulighed for, at Mette kunne løbe 10km.
Efter halvmaraton virkede det desværre til, at formen dykkede lidt – og jeg kæmpede lidt med de lange ture. Problemer med en knyst havde betydet, at venstre storetå efterhånden gjorde konstant ondt. Ikke desto mindre havde jeg aldrig før løbet så mange km i de sidste 20 uger op til et maraton. I gennemsnit knap 57 km pr. uge. Desværre indikerede min træningsdagbog, at formen var på samme niveau som til Copenhagen marathon et halvt år tidligere. Her blev det til ny PR på 2:52:09. Men om jeg eventuelt ville løbe på 2:51-2:53 i Valencia var lidt underordnet.
Men en forventet længere pause for at få styr på knyst problemet, ville jeg nok aldrig komme i nærheden af samme form igen. Jeg valgte derfor at satse offensivt.. Jeg havde valgt mine letteste og mest minimalistiske sko. Mizuno Wave Universe5 med en vægt på kun 95gram. Dermed var der selvsagt ikke meget stødabsorbering eller beskyttelse for fødderne. Med de lette sko ville jeg forhåbentlig være flyvende – og vinde mere tid end det ville koste, når jeg forventeligt ville blive mere øm sidst i løbet. Jeg burde nok have løbet et par længere ture i skoene end blot et enkelt halvmaraton. Men jeg valgte at satse for at se om jeg kunne nå under 2:49:59. Jeg var bevidst om, at det var lige lovlig optimistisk. Men sjovere at vove end blot løbe endnu et komfortabelt sub 3 timer maraton – eller opnå en mindre forbedring af PR.
I mangel af direkte fly tog vi hjemmefra allerede kl. 4:30 om morgenen. Derfor var vi gået tidligt i seng – og havde ikke hørt om aftenens frygtelige hændelser i Paris. Det var med lidt trykket stemning med mellemlanding i Paris. Det var dog ikke til at mærke i lufthavnen. Og vi var lidt lettede, da vi kom planmæssigt videre med ankomst i Valencia lørdag eftermiddag.
Fra lufthavnen var det nemt med metro-tog til centrum. Fra metroen blev vi mødt af en utrolig skarp sol. Pokkers vi havde glemt solbriller, og det skarpe sollys var muligvis medvirkende til, at vi ikke gik den mest direkte vej til hotellet.. Her blev vi bekræftet i at maraton og motion fylder meget i Valencia. Som løbere fik vi en gave fra hotellet. En halv liter energidrik! Børnefamilier fik i øvrigt bamser – forudsat at børnene var med, var svaret (altså hvis én af os havde spurgt).
Efter at have smidt bagagen og hastet videre, kom vi akkurat for sent til at nå Paella party ved maraton messen. Vi hentede først Mettes startnummer til 10km, hvor jeg fandt det underholdende, da hendes navn blev læst op. ‘Mette ‘Pain’, Si?’ Lidt senere var det min tur, hvor Jan S. blev til ‘Hrans’.. Her fornemmede jeg, at jeg nok ikke ville lægge så meget mærke til support under løbet med den spanske udtale af ‘Jan’, der var påtrykt startnummeret.
Herefter inspicerede vi start og målområdet. 
Fantastiske omgivelser ved Ciudad de las Artes y las Ciencias. Det skulle nok blive fedt at løbe i mål i disse omgivelser! Dog var jeg lidt bekymret for de små brosten på det sidste stykke.
Efter afhentning af startnummer var det blevet sent på eftermiddagen. Vi havde ikke fået frokost. Men det lykkedes ikke at finde et sted, hvor køkkenet var åbent. Og aftensmad blev først serveret fra kl. 20:30. Vores maver rumlede ildevarslende ved den besked. I stedet fandt vi en delikat maraton menu i en kiosk bestående af bananer og lidt brød med ost.
Noget senere fandt vi en argentinsk restaurant tæt på hotellet, hvor vi fik lov at sætte os til bords kl. 20:30 (efter at have stresset tjeneren ved at gå frem og tilbage udenfor). Kommunikationen haltede noget, men det lykkedes os at bestille en ret med laks og kartoftler. Lidt skuffende for tjeneren. Hvordan kunne vi dog fravælge deres verdensberømmede store og lækre Argentinske bøffer? Vi vurderede dog, at det ville blive en lidt for tung ballast til løbeturen næste morgen.
Vi var i øvrigt kun fire gæster på restauranten, hvor det andet par pudsigt nok også var fra Danmark – og valgte laks. Vi forventede ellers ikke, at der ville være mange danske løbere, selvom Valencia maraton er blevet et pænt stort maraton. Med 8.500 deltagere på 10km og 13.500 på maratondistancen. En flad hurtig rute kombineret med gunstige vejrforhold, havde lokket en del elite løbere til, hvor de ville forsøge at klare deres nationale kvalifikationskrav til OL i Rio. Dog var der ingen danske eliteløbere tilmeldt.
Ugerne op til maraton havde jeg arbejdet lidt for meget – og sovet dårligt. Det blev ikke bedre i Valencia kunne jeg konstatere, da klokken kun var 3:30, da jeg opgav at sove mere. En enkelt dårlig nat betyder ikke så meget. Men efter tredje morgen i træk med at vågne før kl. 4, var energi niveauet bestemt ikke i top. Benene føltes meget tunge og trætte. Jeg skulle have følt mig fuldt restitueret, let og frisk. Men det føltes mere som kryptonit end diamanter, jeg havde i benene. Oveni var jeg noget stiv og øm i lænden – og oveni problemerne med storetåen. Jeg var lidt nervøs for, hvordan den ville brokke sig undervejs.
Desværre passede de spanske spisetider ikke så godt for en dansk maratonløber. I dagens anledning åbnede de ganske vist tidligere for dele af morgenmadsbuffeten. Mellem kl. 7 og 7:30 havde vi fået at vide. Lige lovlig sent i forhold til maraton starten kl. 9. Jeg valgte derfor at spise lidt mindre end normalt inden et maraton. Til gengæld var det dejligt med et par kopper kaffe!
Vi havde lidt over to km at gå til startområdet. Det var lidt køligt, men tegnede til at blive perfekt løbevejr med en let brise.
Mette og jeg fik taget en selfie inden starten. 
Og så var vi næsten klar. Men først et obligatorisk stop. Jeg nåede at blive lidt nervøs i forhold til tiden, da det kun skred langsomt frem i toiletkøen. Omsider blev det min tur, men det var ikke meget jeg kunne præstere. Godt det samme, da jeg opdagede, at der kun var to små stykker toiletpapir tilbage..
Herefter baksede jeg lidt med at finde en åbning i indhegningen til startblokkene. Men jeg blev lukket ind i gruppe ’fesen’-grøn for løbere med forventede tider mellem 2:16 og 3:01. Der var allerede mange, der havde taget plads forrest i gruppen med fartholderne til 3:00 og 3:15 helt i front. Det virkede ikke helt smart. Det gav et vist pres fra mange løbere, der ville frem for at stå lige bag fartholderne. Og at dømme ud fra de mange tyndbenede spanioler med barberede ben, ville der være en hel der, der ville løbe hurtigere end det. Jeg selv inklusiv – eller det var i hvert fald planen.
Mens jeg stod i egne tanker, blev jeg pludselig klappet på armen og ønsket godt løb. Det var Erik fra Middelfart. Pudsigt at rende ind i en anden dansker i feltet på 16.500 løbere i vores matchende løbsuniformer. Det var hyggeligt at snakke det sidste kvarter inden start. Erik havde løbet Copenhagen maraton på 3:01 og håbede nu på, at bryde 3 timers grænsen. Efter et smukt minuts stilhed for ofrene i Paris, ønskede Erik og jeg hinanden et godt løb.
Selvom jeg inderst ikke troede på, at jeg var frisk nok til at løbe 2:49:59, ville jeg fortsat lægge hårdt ud. Rammerne var optimale og forberedelser havde været gode – bortset fra problemet med storetåen og restitutionen den sidste uge op til.
Starten for 10Km og maraton gik samtidig, hvor de to felter var placeret på hver deres side af broen. Et fantastisk skue med de mange løbere i flot vejr og fantastiske omgivelser. 
Selvom der var trængsel, kom jeg godt ud af starthullerne. Desværre gled min venstre kompressionsstrømpe ned. Jeg droppede at forsøge at rette på den i farten. Det kunne i stedet blive en god test af, om jeg egentlig ville kunne mærke nogen forskel.
Da vi drejede fra broen blev jeg blændet af den stærke efterårssol. Det var svært at få øje på den blå linje, der markerede idealruten. Men de første mange km passede mit GPS ur spot on med distancen ved km markeringerne. Det var også gode brede veje uden mange sving. Og jeg følte mig overraskende godt løbende. Jeg var hurtigt blæst forbi 3:00 gruppen, der virkede som en flok langsomme søndagsløbere!
5km blev tilbagelagt på 19:30 (3’55 min/km) – helt efter planen. Den første del af løbet var der ikke så mange tilskuere og opbakning på ruten. Men overraskende blev der et par gange klappet og råbt ‘Kom så Danmark’. Meget fedt med dansk opbakning!
Efter første depot begyndte jeg at fornemme, at det ikke ville holde. Det blev første og sidste gang jeg smagte energidrikken. Alt for stærk. Det fungerede derimod godt med vand på flasker, bortset fra det kæmpe spild. I hvert fald i den her del af feltet, hvor alle startede med at hælde halvdelen af flaskens indhold ud. Jeg var glad for, at jeg kunne tage flasken med og drikke lidt løbende, da jeg havde svært ved at få noget ned. Ikke optimalt på et maraton. Især ikke, da solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturmålerne i vejsiden oplyste, at temperaturen allerede havde sneget sig op på 19 grader. Det ville være rart med lidt skyer til at skærme mod solen.
Samtidig føltes det som om morgenmaden sad helt oppe i halsen. Det var for sent, jeg havde fået spist. Et maraton er i høj grad en mental udfordring. Og det var skidt, at jeg så tidligt i løbet tvivlede på at sub 2:50 ville lykkes. Det begyndte allerede at føles hårdere at holde tempoet. Og efter 7km skete det så. Efter jeg havde overhalet konstant, holdt jeg ellers fortsat det planlagte tempo. Men ikke desto mindre blev jeg pludselig overhalet af en kvinde..
Hun blev pacet af en gut i farvestrålende gult og sort outfit. Et tilsvarende outfit tog sig dog afgjort bedre ud på hende. Jeg konkluderede, at det set bagfra helt klart var Spaniens mest talentfulde unge kvindelige maratonløber. Virkeligt flot og elegang løbestil. Normalt er det ikke så tidligt i et maraton (bortset fra starten), at så tvivlsom disponering sætter ind. Men jeg vurderede, at jeg med fordel kunne øge tempoet en anelse og betragte den gode løbestil fra tæt hold.. Nuvel, det var måske ikke hensigtsmæssigt at øge tempoet en anelse, når jeg allerede følte mig lidt presset. Desværre tog det over en km, før den tanke fik overtaget og jeg valgte at slippe. Pudsigt nok huskede jeg ikke meget fra den del af ruten.
Det gav et lille moralsk knæk. Hvor jeg hidtil havde overhalet mange, begyndte jeg nu selv at blive overhalet af flere. Ved 10km var min splittid 39:21 – lidt foran min tidsplan og 27 sekunder hurtigere end i København et halvt år tidligere. Jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at det var super. Samtidig begyndte der at være mere musik, mange tilskuere og fantastisk opbakning. Og fedt at løbe i Dannebrogstrøjen og høre ’Kom så Danmark’. Ved et sving vendte jeg mig for at hilse på et par danske tilskuere, der havde råbt ’Godt løbet Jan!’. Derved kom jeg uforvarende til at tage svinget i en lidt mere yderliggående bane, og var tæt på at spænde ben for en fransk løber til højre for mig, der nok havde forventet, at vi holdt os lidt bedre til den blå markering på vejen.
Ved 14km var der udklædt publikum, klar med fest og gøgl og fremstrakte hænder. Jeg tog hele striben med high-fives. Jeg blev helt overrasket over, hvor meget jeg blev bremset af rækken af hænder. Der var børnene noget bedre til at lade hånd og arm give efter.
Desværre var jeg for alvor ved at miste moralen. Det blev kort efter bekræftet. Ved 15km var tiden 59:32. De sidste 5km havde taget over 20 minutter (20:11 jf. de officielle split tider) :o( Jeg var nu efter både tidsplan og tiden i København, som jeg havde noteret på mit ExcelYourRun paceband. Det var usandsynligt, at jeg nu skulle kunne holde et 4’01 min/km tempo resten af vejen.
Jeg forsøgte dog at holde tempoet. Stemningen og de mange tilskuere gjorde deres til at give perfekte rammer. Det var især super fedt de steder, hvor tilskueren stillede sig ind på vejen og kun levnede en smal passage til os løbere i ren tour-de-France stil. Heldigvis var der ingen stigninger her. Og så gjorde det mindre, at de visse steder stod så den blå markering af ideallinjen var placeret bag dem..
Det var svært at holde tempoet, da jeg mentalt havde resigneret og opgivet at nå mit mål. Samtidig var jeg godt øm i lænden og under fødderne og som en uventet overraskelse, var hofterne også ømme. Det var meget tidligere end forventet. Jeg fortrød afgjort mit skovalg. Trods den flotte rute og fantastiske stemning, oplevede jeg ved 18 km et Forrest Gump moment. Jeg nåede frem til, at jeg egentlig ikke gad løbe mere.. Temmelig ufedt, når der manglede 24km. Jeg besluttede dog, at jeg nu blot ville løbe stille og roligt i mål – og regnede ud, at det ville være ok med en tid omkring 2:56.
Halvmaraton blev passeret i 1:24:26 – hvilket bestemt er en super mellemtid. Men når viljen haltede og beslutningen var taget om at sætte tempoet ned, gik det hurtigt alt for meget ned af bakke. Som om det ikke var nok, opdagede jeg, at jeg lige var blevet overhalet af en ’svensker-trøje’, der støt og roligt øgede afstanden til mig. Det var som en gentagelse af fodbold landskampen aftenen før. ‘Danmark’ lagde godt ud, men herefter overtog svenskerne styringen og havde kampen under kontrol. Jeg havde meget svært ved at forestille mig, at der her ville komme en dansk opblomstring og reducering senere i kampen..
Jeg blev nu overhalet af mange løbere og turde slet ikke se på uret for at se mit aktuelle tempo. Fødder, storetå, lænd og hofter blev blot mere og mere ømme. I et par passager med tekniske udfordringer, følte jeg mig som en ældre gangbesværet mand, med nedsat mobilitet til at klare de ellers bløde sving.
Men pludselig ved 28km stod svenskeren fra tidligere foroverbøjet i venstre side af vejen. He-he – det gav lidt moral. Dog meget kortvarigt. Et kig på uret afslørede, at jeg vist var kommet til at slække for meget på tempoet. Ved 33 km blev jeg opmærksom på, at jeg skulle til at passe lidt på for at være sikker på at komme under tre timer, mens jeg regnede på, hvor langsomt jeg kunne tillade mig at løbe.
Med de meget ømme trædepuder under fødderne, var det ret ubehageligt at komme til en passage med store metalriste i vejen. Konklusion. ALDRIG løbe maraton i så minimalistiske sko igen. Jeg blev fortsat overhalet af mange løbere og så virkelig frem til at komme i mål. En løber forsøgte at opmuntre mig med fagter og spanske gloser, som jeg tolkede som om, at han mente, at jeg skulle tage mig sammen og sætte tempoet i vejret igen. Han mente nok ikke det kunne passe, at jeg var så langt fremme og løbe så langsomt nu.. Jeg fik dog også selv fornøjelsen af at overhale enkelte, der så ud til at have det rigtig skidt.
På den ellers flade rute var der nogle mindre stigninger, 
hvor det gav lidt ekstra udfordringer for et par kørestolsracere – især ved en rundkørsel, hvor alle gerne ville den korteste linje gennem. Her havde kørestolsracerene problemer opad, men skulle til gengæld passe på nedad bakke for ikke at torperede trætte løbere bagfra.
Et par km før mål genkendte jeg en dansk tilskuer fra tidligere, der opmuntrede med ’Kom så Jan, lige det sidste stykke’. Og endelig var jeg fremme ved målområdet. Fantastisk kulisse. Afgjort den flotteste opløbsstrækning, jeg har oplevet. Desværre holdt mine forudanelser omkring de små brosten. Det var ubehageligt med de ømme fødder, hvor trædepuderne føltes brændende. Jeg skulle derfor ikke nyde noget med at øge tempoet. En enkelt kørestolsbruger så ud til at være kørt fast og ikke kunne få hjulene til at få bid op af bakke. Jeg overvejede om jeg skulle give et skub. Det kunne dog sikkert koste diskvalifikation. Umiddelbart efter passerede jeg en løber, der kollapsede. Da han forsøgte at rejse sig, gav benene blot efter igen. Det så lidt uhyggeligt ud – og surt så tæt på mål, hvormed han helt sikkert også missede sub 3 timer. Jeg håber dog, at han kom i mål – med eller uden hjælp.
Det sidste stykke var belagt med plader med plastovertræk. Lidt sjovt at løbe på. Men super dejligt at komme i mål. Her vendte jeg mig straks om for at spejde efter Erik. Med min tid på 2:58:47, havde han ikke meget tid tilbage at løbe på.
Jeg fik dog ikke lov at blive, men blev gelejdet væk af officials. Jeg fik derfor ikke øje på Erik, men i stedet svenskeren fra tidligere. Men i det mindste dansk revanche fra landskampen.. Et senere opslag på maraton appen afslørede, at Erik kom i mål i 3:02 efter at være gået noget ned i tempo til sidst. Øv.
Inden jeg nåede videre fik jeg stukket en mikrofon hen foran ansigtet. Den kække reporter fornemmede, at jeg ikke var spanioler og spurgte ”Where are you from?”. ”Well, Denmark..”, fik jeg svaret mens jeg trak lidt i trøjen, hvor der med store bogstaver stod ’DANMARK’. Nuvel, det var ikke den internationale version af trøjen. Men det var nu meget sjovt at se ’brikkerne falde på plads’ for reporteren. Interviewet blev herefter hastigt afsluttet med et ”Well run!”. Heldigvis var der mange andre løbere, der kom dryssende i mål, så der var rig mulighed for at komme med gode spørgsmål.
Det var rart at få noget væske, nu hvor jeg ikke havde lyst til meget ude på ruten. Jeg havde samtidig også to af mine tre gels tilbage. Med mine ømme fødder gik jeg meget langsomt. Det var derfor en lettelse at finde Mette hurtigt inden jeg nåede hen til det aftalte sted. Hun havde haft et rigtig godt løb – nydt ruten og stemningen – og nået sit mål om at komme under en time.
Det var i øvrigt første gang Mette var til så stort et løbearrangement. Og hun var grebet af stemningen. Hun insisterede på at stille sig hen og tage billeder ved opløbsstrækningen, mens jeg blev placeret på en bænk og kunne sunde mig med lidt mandariner fra den fine ‘finisher-bag’.
Selvom jeg efter maraton er klar til at stille løbeskoene permanent på hylden, kan Valencia maraton varmt anbefales. En skøn og flot by. Velfungerende logistik omkring maraton. Super vejr, virkelig flot rute, med gode brede veje, og med fantastisk stemning, musik og tilskueropbakning. Nok den bedste stemning jeg har oplevet – og med den flotteste opløbsstrækning!
Men ja, jeg burde have gjort mig mere umage..
Excel Your Run 